top of page
Søg
  • Forfatters billedeDavid Do

Meditation, Matrix & Kvantefysik - del 1



Udover at være fysioterapeut og P-DTR behandler med stor interesse indenfor kroppens funktioner, anatomi og nervesystemet, så har jeg gennem den seneste tid fået øjnene op for endnu et utroligt spændende felt, der sammenfletter krop, psyke og os mennesker med naturen, hinanden og universet på en fantastisk måde.


Denne blog kommer til at omhandle meditation og hvordan vi kan få lidt mere ro i hverdagen, og evt. dæmpe stress og måske få et mere acceptabelt forhold til længerevarende smerter.


ADVARSEL! Vi kommer også til at beskæftige os med kvantefysik - der gør vores opfattelse af den verden vi lever i meget mere skræmmende.... Og utrolig smuk på samme tid.


Meditation - hvad er det?

Meditation stammer fra hinduismen som en spirituel måde at tilegne oplyst viden og fuldendthed. Der er gennem flere årtier udsprunget mange forskellige former for meditative øvelser og i dag praktiseres det over hele verden, dels som redskab til at finde indre ro, mindske stress, opnå større livsglæde og selvværd og bliver sågar anvendt i behandlingstilbud til kroniske smertepatienter.


Hvordan kan meditation påvirke kroppen?


1. Vejrtrækning

Som beskrevet tidligere finders der mange forskellige former for meditation, men fælles for de fleste er, at der fokuseres meget på vejrtrækningen. Mange af os kan nok nikke genkendende til, at vi som regel ikke får trukket vejret helt ned i maven. Dybe vejrtrækninger stimulerer den del af vores autonome nervesystem der hedder Parasympaticus og som aktiverer de fysiologiske processer, der er med til at vedligeholde og reparere kroppen. Mellemgulvet (m. Diaphragma) er en muskel, der omringer indersiden af de nederste ribben og er den vigtigste vejrtrækningsmuskel. Interessant er det også, at musklen har direkte forbindelse gennem bindevæv til både lunger og hjerte, men også lever, mave og tarmsystemet. Når vi bruger denne muskel hensigtsmæssigt, bidrager den til at "mobilisere" eller bevæge organerne.


2. Træne koncentrationsevnen, mindske stress, regulere og kontrollere følelser

En del mennesker kan have svært ved at fokusere på "her og nu". Tankerne kan flyve rundt, og vi forsøger at være så effektive som muligt, i vores travle hverdag. Vi kan være i færd med at tilberede aftensmaden, samtidigt med at vi lægger en plan for hvordan vi kan præstere på arbejde i morgen, eller hvordan weekendens aftaler bedst kan koordineres, så der også er tid til at løbe en tur i skoven.

Når vi mediterer fokuseres der oftest kun på hvad vi mærker og sanser lige her og nu. Alle fremtidige bekymringer eller følelser forbundet med i går udelukkes eller begrænses. På den måde trænes koncentrationsevnen, såvel som at der skabes et rum, hvor negative følelser kan tilsidesættes.


3. Smertelindring gennem nye forbindelser i hjernen

Længerevarende, kroniske smerter er et komplekst fænomen. Der kan være mange årsager, men oftest drejer det sig om et oversensitivt nervesystem.

En del af vores nervesystem kaldet det autonome nervesystem, sørger for at regulere kroppen og dens processer til enten at være i alarmberedskab eller være i en tilstand hvor der er mulighed for at reparere og vedligeholde kroppen.

Et område i hjernen kaldet "Det Limbiske System" er hovedsæde for vores primitive følelser såsom frygt, angst og vrede. Dette område har en meget direkte indflydelse på nervesystemets niveau af alarmberedskab og kombineret med andre områder kan det påvirke vorees oplevelse af smerter. Har vi fx en frygt for at bøje knæet på en bestemt måde, fordi vi tidligere har erfaringer med, at det kan gøre ondt, kan dette være medårsag til at knæet er mere sensitivt.

Med meditation kan vi træne hjernens tolkning af de informationer, den får fra fx et smertefuldt knæ. Ved at være opmærksom på smertens karakteristika og skabe positive associationer med dette, er der en mulighed for, at sensitiviteten mindskes fordi hjernen lærer at forbinde informationen fra knæet med noget, som ikke er farligt.

(Læs evt. mere om kroniske smerter her: https://www.klinikoptimus.dk/forst%C3%A5-smerter)


Personligt har jeg oplevet en fantastisk effekt af meditation, hvor jeg føler større glæde i hverdagen, taknemmelighed samt respekt og ydmyghed for alt omkring mig. På en måde føler jeg, at jeg er blevet en bedre behandler pga. meditation, fordi jeg er mere nærværende, empatisk og er opmærksom på den energi og det spændingsfelt jeg udstråler (mere om dette i kvantefysik-afsnittet).


Jeg begyndte for alvor at blive interesseret i meditations positive effekter gennem et foredrag med Dr. Bruce Lipton, en amerikansk cellebiolog, som gennem det meste af sin karriere forskede i hvordan vores celler og genetik påvirkes af "positiv og negativ energi".


Mange vil nok forbinde "energi" med noget alternativt hokus pokus pjat. Dykker vi ned i videnskaben, og kvantefysikken, bliver det lige pludseligt mindre alternativt.


Følge med næste gang, hvor vi skal ind på Kvantefysik, energi og vibrationer og hvordan vi reelt set lever i "The Matrix".

89 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page